"En ny slags krig"

I dag gjengir vi et utdrag fra Jyllandspostens leder om terrorangrepene i København.

[Når DLF gjengir, anbefaler eller linker en artikkel så betyr dette kun at vi anbefaler artikkelen fordi den gir et nyttig innspill i en aktuell sak. Det betyr ikke at vi støtter alt i artikkelen, og det betyr heller ikke at artikkelens forfatter på noe vis støtter det DLF står for.]

Det mest chokerende ved terrorattentaterne i København i weekenden var næsten, at de var så ventede, som de viste sig at være. Terroren er blevet en af det frie og åbne samfunds faste, hæslige følgesvende. I mange år har vi vænnet os til, at det nok også kunne ske hos os en dag, og nu skete det. Danmark er ikke en helle i det internationale samfund. Efter Muhammed-krisen har Danmark tværtimod nok været mere udsat end så mange andre lande, men vi er som en lille nation vant til at ligge i læ. Det gør vi ikke mere.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt fandt igen i weekenden gode og stærke ord for sine følelser og for sit bud på, hvad vore svar bør være. Det samme gjorde hun efter massakrerne i Paris, og også de øvrige danske partiledere skrev den rigtige diagnose ud: Nu handler det om at værne om danske værdier og også være klar til at tage den kamp, som påtvinges os af radikale kræfter. Der er en slags krig i gang i Europa. Det er en krig på kultur og værdier, men det er også en slags religionskrig. Det må vi indse, hvis vi skal kunne forsvare vores samfundsmodel.

Mange af dagens politikere skal have et bredt bryst. Det var i deres generation, mens de sad med ansvaret, at der for alvor blev åbnet for masseindvandringen fra Mellemøsten. Dette er en grundlæggende konstatering af sammenhænge, som mange stadigvæk helst ikke vil tale for højt om. Apologetisk hedder det ofte, at tidens islamistiske mørkemænd er født i Europa og derfor er europæere; franskmænd og danskere. Men det er jo netop sagens kerne: Trods europæisk statsborgerskab og selv om de er født og opvokset i Europa, så er de aldrig kulturelt og værdimæssigt ankommet til Europa. Derfor bør det være helt ukontroversielt at konstatere, at en grum følge af indvandringen fra Mellemøsten er disse års angreb på de samfund, som har givet islamisterne husly og muligheder. Udviklingen er irreversibel. Deraf det tunge ansvar på denne politikergeneration.

Det gavner ikke den kulturkamp, som politikerne nu træder an til, hvis vi fortsat dyrker klicheen om muslimske indvandrere som ofre. Hvor ofte er den påstand ikke blevet gentaget i de seneste 10 år: Muhammed-tegningerne skulle bruges til at trampe på en forfulgt og udsat minoritet. Men de muslimske mindretal er ikke undertrykte eller forfulgte. Tværtimod har de – eller tager sig – flere rettigheder end så mange andre mindretal. Myten om, at Europas muslimer skulle være ”vor tids jøder”, er en simpel løgn, som ikke mindst venstrefløjen har holdt krampagtigt fast i.

Som forklaring på nogetsomhelst er det på høje tid at gøre endeligt op med denne offerliggørelse. Den svækker vort eget immunforsvar mod islamismen. Vi skal ikke krybe i læ bag hændervridende pseudosociologiske forklaringer på eller relativeringer af terroren i Europa. Vi skal erkende de ideologiske, voldelige og mobiliserende drivkræfter, der er i islamismen, og så hårdt og beslutsomt træde an mod netop dem, sådan som statsministeren i weekenden også så rigtigt opfordrede til.

Det er ydermere ved at være tydeligt, at islamismen angriber europæiske værdier og helt fysisk jødisk liv i samme åndedrag. Måske var det på tide med en lidt klarere forståelse for, hvad de mange hårde kampagner mod den jødiske stat, Israel, fra brede kredse i Europa kan skabe grobund for. Ingen siger vel, at islamismens eliminatoriske antisemitisme alene kan læses ud af Koranen. Israel er faktisk entydigt på Europas side i kampen mod islamismen. Det er tid til besindelse.

http://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE7453430/En-ny-slags-krig/